Den første europæiske bosættere i denne meget sparsomt provins var fra Wales. De var på udkig efter et hjem, hvor de kunne bevare den walisiske sprog, og en gruppe på et par hundrede kom til bredden af ​​Chubut-floden, en af ​​de få floder i Patagonien. (Den Chubut er cirka 45 miles syd for Puerto Madryn). En af de første ting de gjorde, var at bygge et tog spor fra deres hjem på Chubut til det beskyttede havnen i Puerto Madryn. Living her er yderst vanskeligt, og den walisiske bosættere var så heldige, at de oprindelige folk viste dem, hvordan man kommer fra. Walisisk er stadig tales af omkring 3.000 mennesker, der for det meste lever i et par byer på floden (Trelew og Gaiman). Skolerne i disse to byer er tosprogede --- walisiske og spansk - og de fejrer mange walisisk traditioner.
Mor og jeg fik ikke at besøge de to walisiske byer, der har valgt en heldags udflugt til UNESCO World Heritage-sted, et naturreservat på Valdes halvøen ca 2 + timer fra Puerto Madryn. Vi troede, den lange tur ville blive Scenic. Vi tog fejl. Det var fascinerende, men jeg har aldrig set et så øde sted. Kilometer efter kilometer af den samme flade ørken jord, med kun scrubby buske og lave planter, der vokser på den. Det var fortryllende. Efter cirka en time, stoppede vi i besøgscentret ved indgangen af ​​bevare. Privat ranches dække den store halvø, så det er lidt anderledes end de fleste statslige parker.
Kort efter vi forlod besøgscentret, vi var på 2 +-km brede landtange, der forbinder halvøen til fastlandet, og snart efter forlod vi banet vejen for et grus én. Vi kunne se bugten San Matias på nordsiden, og den nye Golf (Golfo Nuevo) på den sydlige.
Fortsat nordøst, vi endelig ankom til nordøst spidsen af ​​halvøen, Punta Norte. Denne halvø er det eneste kontinentale yngleområde af elefant sæler i verden. Vi gik ud til klippe med udsigt over havet, og foring stranden var dusinvis af elefant sæler og et par søløver. Vi har ikke komme helt tæt, og jeg var glad for at jeg havde kikkerten fra min kahyt sammen. De fleste af elefant sæler blev babyer, og de voksne var alle molting. (Bemærk:. Babyer var over 100 pounds og de voksne hanner er over 21 meter længes og top 6,000 pounds) Selv om de fleste bare lagt på stranden, som om de var døde, nogle holdt kaste sand op på ryggen. Jeg tror, ​​sandet var med til at exfoliere den gamle hud ud som en del af molting. Et kæmpe Sea Lion gjorde gåtur langs stranden, svømme i brændingen, og derefter gå tilbage ud for os. Ganske et show.
Efter at have set stranden indsats for et stykke tid, har vi igen ombord på tre busser og red til en Estancia (Estancia San Lorenzo) omkring 30 minutter væk. Fårene klipning skur på ranchen er blevet konverteret til turistsæsonen til en spisestue, og vi havde en lækker stegt lam frokost. Måltidet begyndte med oksekød empanadas, ost og oliven, efterfulgt af salat, lam, og brød, og toppet af med en tærte og nogle dulche con leche (creme karamel). En af de bedste landudflugter frokoster jeg har haft. Som forventet lammet var særlig god. Ligesom i New Zealand, var det lidt underligt at se disse søde unge ting i felterne og derefter på vores tallerken 30 minutter senere.
Efter frokost bordede vi en WWII æra lastbil (som blev brugt af hæren til at soldater) til at ride i ca 15 minutter for at de Magellanske pingvin koloni nær stranden. Denne koloni har tusindvis af pingviner, der kommer til området for at føde deres babyer. Hver Bush syntes at have en pingvin på en rede eller en lille kylling. Ingen af ​​de babyer var ude af rederne endnu. Ifølge guiden, havde den chilenske vulkan, der havde været i konstant udbrud siden juli 2011 smidt tonsvis af aske i Patagonien på grund af den vestlige vinde blæser fra Chile til Argentina. Denne aske har alvorligt forstyrret flytrafikken, vejret, og den pingvin æglægning cyklus.
Pingvinerne var overalt! Ikke så mange som i Antarktis, men stadig imponerende. De vraltede omkring os og til / fra stranden. Vi kunne ikke se dem gå ind i / ud af havet på grund af hældningen på stranden, men det var stadig sjovt. De havde flere vejledninger øje med os for at sikre, at vi ikke har stress eller forstyrre pingviner, men de var tydeligvis ikke bange for os.
Alt for hurtigt måtte vi forlade at gøre 2,5-timers køretur tilbage til Silver Whisper. Selv om vi havde set et par vilde dyr på turen ud (guanacos, Maras, og et gravende ugle), havde vi ikke se noget om tilbagelevering. Bare øde - heller ikke mange får.
The Silver Whisper sejlede for Falklandsøerne omkring 5:30 eller deromkring, så snart vi tilbage til skibet. Vi har ryddet op efter den støvede Trail tur og havde derefter en drink i baren før du går til middag. Mor og jeg var tilbage i hytten ved 11.30 og klar til at sove. Vi vidste ikke dengang, at vores næste tre dage ville være på havet , og at vores næste anløbshavn vil blive ved verdens ende .